Viser opslag med etiketten I sæson lige nu. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten I sæson lige nu. Vis alle opslag

28.09.2012

Urtesalt


















Jeg elsker friske krydderurter. Duften når man river dem over, deres friske udseende og smagen!
Men, nu hvor vinteren nærmer sig og urterne hober sig op i haven, er det tid til at få dem anvendt inden frosten sætter ind.
Jeg har derfor lånt denne opskrift på urtesalt af min forhenværende chef. Urtesalt kender nærmest ingen begrænsninger. Du kan tilsætte næsten alt det du vil. Bare tænk over hvad du vil bruge saltet til, og om urten egner sig til at blive tørret. Her er et bud på hvordan en urtesalt kan se ud.

Salvie-, hvidløg- og citronsalt
Velegnet til lyst kød og kartofler

Frisk salvie
Citronskal
Hvidløg
Havsalt (ca. 2 håndfulde)

Mængderne i denne opskrift er ikke så vigtige, jo mindre salt jo mere urteagtigt bliver det bare.
Pil alle salviebladene af stænglerne og skyld dem grundigt. Tør dem herefter i viskestykke eller køkkenrulle. Pil hvidløg. Blend salt sammen med citronskal, hvidløg og salvie, til det får en konsistens du kan lide.
Strø salten ud på bagepapir på en bageplade. Bag salten i ovn ved 90grader i ca 1 time. Vend lidt i det og sørg for at salvien og hvidløget er tørret helt. Opbevar i et tætsluttende glas.



27.07.2012

Sommerfrisk spidskålssalat

Er du som mig også bagud på egen tomathøst, og lidt træt af græske salater med fabrikskedelige tomater. Så prøv denne friske salat med spidskål.

















Ingredienser:
1 spidskål
2 nye løg, alm. hvide, rødløg eller skalotteløg
2 æbler
2 hjertesalater
Hvidvinseddike eller anden lys eddike
Frugtsirup (eller honning)
Dijonsennep
God olie
Salt, peber

Hvis du har mod på siruppen så start med den. Tag æbler, nektariner, eller hvad du har, skær det i grove stykker, gerne med skræl og kernehuse/sten, kog det langsomt sammen med lidt vand og sukker. Da det er en sirup skal der rigeligt sukker i. Lad det koge roligt til frugten er udkogt. Sigt væsken fra og kog væsken ind til konsistensen er sirupsagtig. Lad siruppen afkøle.

Snit spidskålet fint og skyld det. Put det i en skål og overhæld det med tre-fire spiseskefulde eddike. Fordel eddiken godt, og lad det stå i en god halv time. Rod lidt rundt i kålen engang imellem. Kålen klasker sammen efter noget tid. Når den er klasket sammen kan du tilsætte siruppen, ca. et par spiseskefulde, fordel den godt i kålen så den balancerer den syrlige smag fra eddiken godt. Tilsæt så snittet hjertesalat, fine skiver af æbler, og smag til med olie, sennep, salt og peber.

Det er en skøn salat der står godt til det meste, et par håndfulde friske urter, som persille vil sikkert heller ikke skade den.

12.06.2012

Citron verbena, en fantastisk krydderurt
























Jeg har fået en ny yndlingskrydderurt! Citron verbena. Den er ikke så kendt herhjemme, hvilket er mærkeligt, for den smager fantastisk og dufter skønt af citron. Der er sikkert et væld af anvendelsesmuligheder. Men helt simple muligheder er:

1: Pluk en lille håndfuld blade og hak dem let og put dem i en vandkaraffel. Vandet får en skøn citronagtig frisk smag.

2: Anvend friske lethakkede blade til te. Hæld næsten kogende vand over bladene og lad dem trække. Teen er let og ligner grøn te uden at være bitter.

26.05.2012

Rabarbervanillelemonade med vodka

















Vi er helt tossede med rabarber her på bloggen. Det er bare med at udnytte dem mens de er i sæson!
Her kommer opskriften på en virkelig lækker drink, hvor rabarber indgår. Tilmed får den en smuk farve!

500 g rensede rabarber
8 dl vand
1 vanillestang
2 dl sukker
Mere vand
2 ubehandlede citroner

Dagen før (eller et par dage før) du skal bruge drinken, renser du dine rabarber, skærer med i mindre stykker, og putter dem i en gryde med 8 dl vand. Flæk vanillestangen, og skrab kornene ud. Knus vanillekornene sammen med sukkeret i en skål, så vanillen fordeler sig fint i sukkeret. Sukker og vanillekorn kommes i gryden sammen med vanillestangen. Lad simre under låg i 5 min. Sluk og lad blandingen stå i køleskabet indtil dagen du skal lave drinken.
















På selve dagen sigter du rabarber og vanillestang fra. Herefter blander du lemonaden med vand (jeg brugte ca. half/half af vand og lemonade, men den skal selvfølgelig smages til undervejs). Put derefter citronskiver i, og smag til med vodka. 1-2 dl burde kunne gøre det. Lad blandingen stå i køleskab indtil den skal serveres. Husk at røre rundt i lemonaden inden den skal hældes i glas, da vanillekornene godt kan lægge sig på bunden.

Denne drink smager af sol og sommer, og nydes selvfølgelig bedst i solen :-)

13.05.2012

Verdens bedste rabarbertærte!

Efter min mening...

























Ingredienser
Dej:
200g mel
1 tsk bagepulver
1 tsk vanillesukker
120g smør
2 spsk sukker
2 æggeblommer (husk at gemme hviden)

Fyld:
350g rabarber
125g sukker

Pynt:
2 æggehvider
120g sukker
50g hakkede mandler

Tænd ovnen på 180 grader (ikke varmluft)

Dej:
Bland de tørre ingredienser sammen. Smuldr smøret i og ælt det godt sammen. Saml til sidst med æggeblommerne. Læg evt. dejen i tærteformen med det samme. Eller læg den på køl hvis tærten samles senere.

Fyld:
Skær enderne af rabarberne og vask dem grundigt. Skær dem i stykker af 1-2cm. Bland stykkerne med sukkeret.

Pynt:
Pisk æggehviderne stive. Tilsæt sukkeret og pisk til massen føles stiv og sej. Tilsæt mandlerne.

Smør en tærteform og læg dejen i. Rul den ud, eller mas den ud. Jeg maser som oftest, men så skal man være opmærksom på at få dejen jævn. Læg fyldet i et jævnt lag, og hæld evt. resterende sukker over. Sprøjt eller læg hviderne forsigtigt på.
Bag tærten i 40 minutter ved 180 grader.

Spis den med en god creme fraiche til.
Billedet er af en mini tærte. Tærten er god i alle størrelser.

Ja konditor bliver jeg aldrig, men smagen fejler heldigvis ikke noget...

14.02.2012

Fastelavn er mit navn..

På søndag er det fastelavn. Det fejrer jeg lidt på forhånd med fastelavnsboller fra Lagkagehuset - nuuuj, de er gode! De fås bla. med flødeskum, creme, og skum af jordbær, rabarber, hindbær, mocca, you name it.. Go get it! Jeg tror jeg bliver nødt til at fejre fastelavn igen senere på ugen ;-)

Fastelavnsbolle forrest i billedet med jordbærskum,
og bagerst i billedet med rabarber.

21.12.2011

I sæson lige nu: ingefær!

Ingefær er fantastisk! Det smager lækkert, og det er sundt med sundt på!
Her er en opskrift på en ingefærsdrik, som man kan tage som et lille shot ind imellem.
Det er en rar drik i en forkølelsestid!

200 g ingefær
1/2 liter vand
2 citroner (saften heraf)
4 spsk honning

Skræl ingefær, og hak dem i grove stykker.
Ingefær og vand koges i ca. 15 min.
Citronsaft og honning tilsættes.
Kog i yderligere 15 min.
Lad det trække til det er afkølet, si ingefærstykkerne fra, og hæld på flaske.