15.06.2012

Regnbuelagkage

Denne lagkage er jeg sikker på vil være et hit til enhver børnefødselsdag. Det eneste det kræver er, at du gider bage lagkagebundene selv. Det er dog ikke særlig svært, og mon ikke børnene vil synes det er sjovt at lege med farver i køkkenet.

Denne opskrift er til 3 bunde. Skal du lave alle regnbuens farver skal du lave 2 portioner.

Ingredienser
6 æg - stuetemperatur (læg evt. æggene i varmt vand i 5 min)
240 g sukker
2 tsk vanillesukker
180 g mel
1 1/2 knivspids salt
1 1/2 tsk bagepulver
 forskellige frugtfarver

Pisk æg, sukker og vanillesukker kraftigt i ca. 15 min (ja, det er lang tid). Sigt herefter mel, salt og bagepulver i og vend det rundt. Sørg for at bevare så meget luft i dejen som muligt. Herefter deles dejen i 3 skåle. Pisk eller vend frugtfarve i.


Når dejen er den ønskede farve og stadig luftig bages den i en springform (som i bunden er beklædt med tilklippet bagepapir). Den skal bage i ca. 15-20 min ved 200 grader. Det samme gøres nu med så mange forskellige farver bunde du ønsker.
 
Bundene kan sagtens bages dagen i forvejen!!
 
Kagen kan herefter lægges sammen med en alm. kagecreme eller en smørcreme. Det vigtige er dog at det er en lys eller hvid creme. Ellers ødelægger det kages flotte udtryk.
 
Her ses så det færdige resultat:
 



2 kommentarer:

  1. Hej. Super flot kage!
    Vil gerne gøre dig kunsten efter :-)
    Hvor stor en form er opskriften til? Og hvor høj bliver så hver bund? Hvor meget farve har du brugt for at få så kraftig en farve? Jeg har prøvet noget lignende, men var forsigtig med mængden af farve da jeg også synes at det kan give lidt smag. Hvor høj endte din kage med at være?
    Mange spørgsmål - beklager, men er lidt ny ud i kage-verdenen :-)
    Mvh. Bibi

    SvarSlet
  2. Hej Bibi
    Spørgsmål er altid velkommen :-)
    Min form var 28 cm i dia. og bundene blev ca 1,5 cm høje. På billedet kan du se at de nederste er lidt flade, men det er fordi vægten af kagen har presset de luftige bunde lidt sammen.
    Der skal ret meget farve til ca. 1/4-1/2 lille flaske. Hvis du har mulighed for at anskaffe dig "pasta"-farve, som er mere drøjt, kan du med fordel bruge dette. Jeg ved ikke præcist hvor høje den var..målte den ikke. Men vil tro at den har været en 12-14 cm. høj
    Håber det var en lille hjælp.
    Mvh. Camilla

    SvarSlet