Julen er kun lige overstået, men allerede nu er det tid til at finde på en nytårsmenu.
Hvis du er tilhænger af, at servere torsk nytårsaften, men mangler inspiration til nye variationer, så er der en lækker én af slagsen lige her. Det gode ved denne form for torsk er, at den skal laves nogle timer i forvejen, og derfor er den perfekte forret når man skal have gæster (i hvert fald hvis man gerne vil have tid til at se Dronningens nytårstale med sine gæster).Denne fortolkning af nytårstorsken er nemlig en ceviche-udgave. Hvis du ikke kender til ceviche, så går det i al sin enkelthed ud på, at man koldkoger fisken ved hjælp af citronsaft.
Her kommer opskriften på en gang nytårs-ceviche til 6 personer:
600 gr. frisk torskefilet (anden hvid fisk kan også sagtens bruges)
3 lime
3 citroner
3 skalotteløg
salt/peber
2 tsk rosa peber
tørret chili efter behag (flager)
4 spsk olivenolie
2 agurker
12 cherrytomater
Torsken skæres i fine, mundrette stykker, og blandes med løg, salt & peber + chili.
Læg denne blanding i et fad.
Lime og citron presses, saften blandes, og hældes ud over fisken med olivenolien.
Så skal fisken sættes på køl i min. 3 timer. I denne tid koldkoger fisken sig selv - det er ret sjovt at følge udviklingen fra rå fisk til "kogt" fisk.
Når fisken står og hygger sig i køleskabet, skæres agurker og cherrytomater i meget fine stykker (gem evt. en kvist med tomater til pynt, det ser så fint ud), blandes, og drænes for vand i en si. Det kan godt tage sin tid at dræne grøntsagerne, så hav tålmodighed.
Agurke- og tomatblandingen serveres som tilbehør til fisken. Rosa peber (hele korn) drysses i over fisken inden servering, og du har en rigtig smuk nytårstorsk at servere for dine gæster.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar