Jeg har forsøgt mig med denne fantastiske lille kage 7-8 gange, hvor resultatet hver gang var små ødelagte skaller, uden bund. Men, 9. gang er lykkens gang. Jeg vil derfor gerne dele det jeg har lært med bloggens læsere, så andre måske ikke behøver at gennemgå samme mareridt med blod, sved og tårer før det bliver en succes.
Ingredienser til ca. 35-40 macarons
100g mandelmel
100g flormelis
2x 40g æggehvider, både rå og pasteuriserede kan bruges
100g sukker
40g vand
Farvestof
Dét at lave macarons består af en række af trin. Jeg foretrækker at gøre så meget klart på forhånd som muligt, så man ikke midt i det hele skal finde elpisker frem, bageplader med bagepapir osv. Så lær trinene at kende, før du kaster dig ud i det.
Trin 1:
Mandelmel blandes med flormelis i en blender, kør det til det er blandet grundigt, og sigt det bagefter over i en skål med en god størrelse. I denne skål ender hele macaron blandingen nemlig til sidst.
Trin 2:
Sukker og vand sættes til at koge i en kasserolle. Der skal ikke røres i det. Sæt et termometer i. Når det når 110 grader er det færdigt. Imens det begynder at koge, piskes de 40g æggehvide stive ved langsom hastighed, og når sukkerlagen når 110 grader hældes det i æggehviderne i en tynd stråle. Pas på at det ikke kommer i for hurtigt, da det både vil slå luft ud af æggehviderne, samt gøre blandingen for varm. Der køres med høj hastighed indtil æggehvideblandingen er så godt som kold. Dette tager længere tid end hvad jeg selv troede, og var årsag til at mine mislykkedes mange gange. Massen skal blive sej og stiv, hvor den til at starte med kan virke lidt flydende. Tjek med lillefingeren, det skal ikke føles lunkent.
Æggehvidemassen når det er kørt færdig med sukkerlagen |
Trin 3:
Nu skal du igen se på flormelis-mandel blandingen. De resterende 40g æggehvider blandes grundigt i. Når det er jævnt fordelt blandes en ønsket farve i. Jeg valgt grøn i mine, men afhænger af fyldet. farven på denne blanding skal være mere stærk i farven end hvad der ønskes i det endelige resultat, da blandingen skal vendes med æggehviderne. Når din flormelis-mandelblanding er godt fordelt med farven, vendes en smule, ca 1/3 af de stive æggehvider i. Når det er jævnt vendt, vendes resten af æggehviderne i.
Mandel-flormelisblanding klar til æggehviderne |
Trin 4:
Hele macaronmassen fyldes i en sprøjtepose, med en glat tylle i. Og de sprøjtes ud på bageplader med bagepapir på. Posen holdes lodret over pladen, og der sprøjtes ud til klatten har ca 3 cm i diameter. Når sprøjten er tom, sættes bagepladerne til tørring. De skal nu stå i en times tid, ved stuetemperatur, i et ikke for fugtigt rum.
Macarons klar til tørring |
Trin 5:
Når de har tørret en time, bages de ved 130 grader varmluft (145 grader alm. ovn) i 13 min ca. De skal hæve en smule og dermed få deres lille krave. Revner de, eller hæver de ikke, er varmen muligvis for høj.
Når de er færdige tages papiret over på en let fugtig bordplade, hvor de afkøles et par minutter før de tages af.
Nu er de klar til at blive lagt sammen med fyld.
Den færdige macaron |
Fyld:
Denne fantastiske kage har et uendeligt antal fyld muligheder. På billedet er den bare lagt sammen med blåbærsyltetøj. Men min egen favorit er karamel eller chokolade ganache. Jeg lægger et par opskrifter på fyld op, snarest muligt.
Din opskrift var perfekt og de lykkedes i første forsøg :) - jeg har fundet ud af, at den opskrift og teknik, du bruger, i virkeligheden er den italienske, så strengt taget er det italienske macarons :)
SvarSletLyder godt! jamen, så bør jeg vist hellere kalde dem for italienske :-)
SvarSletHejsa,
SvarSletDe ser godt nok lækre ud. I trin 3, hvor du tilsætter de sidste æggehvider til mandelmel og flormelis, har du da pisket dem stive i forvejen eller tilsættes de bare flydende?
Kan se, at der findes flere opskrifter...denne ser noget kompliceret ud i forhold til de andre, jeg har set...men hvis det er det, der skal til for at få dem gode, så gør jeg det gerne - måske er de andre opskrifter ikke helt ærlige og fortæller ikke alle fif?? F.eks. har de ikke det punkt med at opvarme vand og sukker...
Glæder mig til at forsøge med mine egne macaroons ;o)
Måske er min opskrift i virkeligheden for kompliceret :-) Vil da ikke ligge skjul på at de ofte driller mig- på trods af at jeg har forsøgt mange gange...
SvarSletÆggehviderne der blandes med mandelmel og flormelis er ikke pisket. Det er kun hviderne der tilsættes sukkerlagen der skal piskes. Og når det hele blandes er det ok hvis man får vendt noget luft ud af massenb. En fejl jeg ofte begår er at vende "for godt", massen SKAL flyde ud når man sætter den på pladerne.
Held og lykke med dem. Skriv gerne hvordan det gik :-)
Hej :-) Tænk, hvor tar det lang tid!! Tror jeg brugte over en time alene på mandelmel/flormelis sigtning...og det der med at røre hvide i melet...det blev da noget underligt klumpet tørt noget...nå, håber det ender lykkeligt :-)
SvarSletKh Mila
Håber det endte godt! Ja, det tager en frygtelig tid, og så er det bare surt når de kikser. Det skal helst ikke være klumpet, mere tykt og klistret inden du vender hviderne i.
SvarSlet